Cremet kost

Indikation

Personer med behov for cremet kost har ingen eller meget begrænset tyggefunktion, men kan synke spontant eller faciliteret med nogen tungefunktion. Cremet kost følger retningslinjerne i Kost til småtspisende jf. Anbefalingerne for dansk institutionskost. Cremet kost kan - ligesom de øvrige konsistensmodificerede diæter - produceres fra bunden (se Praktiske råd), og/eller kan bestå af industrielt fremstillede produkter. Afhængig af produktionsmetoder og produkter, der anvendes, vil der være behov for at supplere med Energi- og proteintilskud, som efter behov tilsættes et fortykningsmiddel.

Der kan være behov for at supplere med Sondeernæring og evt. Parenteral ernæring

Det er meget forskelligt, hvad den enkelte kan indtage. Inden opstart af mad med cremet konsistens skal der derfor foretages en systematisk udredning af personens tygge-synkefunktion for mad og drikkevarer – udført af en ergoterapeut. Ernæringstilstanden skal følges, så eventuel forværring af ernæringstilstanden kan forebygges.

Der kan med fordel samarbejdes med en klinisk diætist med henblik på planlægning af en Individuel diætbehandling.

Principper for mad med cremet konsistens

Cremet konsistens består af en tyk, cremet, ensartet og sammenhængende konsistens, som i sig selv danner en fødebolle. Konsistensen skal være så forarbejdet, at det er muligt at sutte maden i sig.

  • Konsistensen skal pureres inden tilberedning, så der ikke forekommer klumper, kerner, trevler eller skind
  • Konsistensen skal være fugtig og sammenhængende
  • Konsistensen skal holde sin form på en ske og må ikke flyde ud på en tallerken. Det vil sige, at disse fødevarer ikke blandes sammen, når de placeres side om side på en tallerken.

Valg af fødevarer med cremet konsistens

Se skemaet Valg af fødevarer til Cremet kost.

Skemaet er kun opdelt for at tilgodese den nedsatte funktionsevne.

Se yderligere under forarbejdningsmetode for bestemte fødevarer, cremet kost her.

Portionsstørrelser

Se portionsstørrelser

Indholdslister

Ombytningsliste

Vitaminer og mineraler

Det anbefales, at kosten suppleres med en vitamin- og mineraltablet dagligt.

Fødevarestyrelsen anbefaler konkret følgende kosttilskud

Personer under 70 år

  • 5-10 µg vitamin D om dagen i vinterhalvåret (fra oktober til april).

Personer over 70 år

  • 20 µg vitamin D om dagen
  • 800 – 1000 mg calcium om dagen. Det gælder, uanset om personen spiser mælk og mælkeprodukter eller ikke.

Enkelte kan have behov for ekstra vitamin- og mineraltilskud, som skal lægeordineres.

Praktiske råd til mad med cremet konsistens

Cremet kost tager udgangspunkt i den kostform, der produceres i et professionelt køkken, men hakkes efterfølgende på kødhakker (hvis det er kød), blendes med fond, beriges, tilsættes væske og andre smagsgivere, der bidrager til øget smag, og sættes til sidst sammen med husblas til kolde anretninger, og med æg og majsstivelse til varme anretninger.

Se Modificeret kost i praksis.

Er fagligt opdateret i 2021